Helles historieløse historiefortælling

Oprettet 20/03/2013 – 18:59

Helle Thorning-Schmidts reformer mister glans, når de sammenlignes med de reformer, VK-regeringen aftalte. Det skriver Venstres politiske ordfører Ellen Trane Nørby i denne leder.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) mener, at vi har en historisk regering: Reformerne er historiske, samarbejdet er historisk, politikken er historisk. Ja – alt, hvad den røde regering foretager sig, er historisk. Men Helles mange historiefortællinger mangler hold i virkeligheden. Helles reformer mister deres historiske glans, når de sammenlignes med de reformer, som VK-regeringen aftalte.
SRSF-regeringen har gennemført reformer, der øger arbejdsudbuddet med omkring 16.000 personer. De sidste 2½ år af vores regeringstid aftalte VK-regeringen reformer, der øgede arbejdsudbuddet med omkring 100.000 personer. Se blot på tallene.
En stor arbejdsstyrke skaber fundamentet for, at vi har råd til gode skoler, omsorgsfuld ældrepleje, sundhed og børnepasning. I Danmark har vi ikke en masse naturrigdomme, som vi kan sælge og bygge vores samfund på. Vi betaler for vores velfærd, når vi hver især står op og går på arbejde. Derfor er det så vigtigt, at vi aftaler reformer, der øger arbejdsudbuddet.
Mens VK-regeringen betalte af på den gæld på 268 milliarder kroner, som Jelved og Nyrup havde efterladt, foreslog S og SF i stedet et højere forbrug. Havde vi lyttet, så havde dansk økonomi ikke stået så stærkt – og med et nettotilgodehavende på 92 milliarder kroner – da krisen ramte i 2008. Noget, som i høj grad sikrede, at vi havde råd til arbejdspladsskabende energirenoveringer, infrastruktur-projekter, Boligjobordning m.m.
Med til historien hører også, at S og SF ikke tog ansvar en eneste gang, da krisen buldrede løs, og vi styrede Danmark gennem krisen. Det står i skærende kontrast til det ansvar, vi nu løfter som opposition. Vi har deltaget, hver gang den røde regering har vedtaget reformer, der har trukket Danmark i den rigtige retning og øget arbejdsudbuddet.
Spørger man Helle, mener hun, at denne regering har så høj fart på reformtempoet, at regeringen er gået ”reform-amok”. Kigger man få år tilbage i historiebøgerne, opdager man hurtigt, at Helles historiefortællinger er ganske historieløse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *