Helmand-aftale vigtigt skridt mod dansk reduktion

Oprettet 14/04/2010 – 16:29

Med aftalen om Helmand-strategien for 2010, som blev indgået mellem partierne bag Afghanistan-indsatsen i dag, taler regeringen nu for første gang om en dato for dansk reduktion fra Afghanistan. Kærkomment og på tide, siger Radikale Venstres forsvarsordfører Niels Helveg Petersen, der understreger, at de danske styrker skal være ude af den blodige Helmand-provins pr. 30. juni 2011.
“Vi er glade for, at vi med den nye Helmand-aftale for 2010 har gødet jorden for, at de danske styrker 30. juni 2011 er ude af den blodige Helmand-provins. Målet er således at skabe rammer og forudsætninger i 2010, der fra 2011 muliggør en ændret sammensætning i retning af en mere tilbagetrukket støttende rolle med reduktion af det danske styrkebidrag. Det har længe været et stort radikalt ønske, og vi er glade for, at de øvrige partier nu har tilsluttet sig det,” siger Radikale Venstres forsvarsordfører Niels Helveg Petersen.
“Aftalen understreger behovet for, at afghanerne selv skal overtage sikkerheden i landet. Og planen er nu, at vi i slutningen af året skal drøfte, hvordan det skal ske i 2011. Udviklingen i udmeldingerne fra vigtige koalitionspartnere som USA, Canada og Holland gør det nødvendigt, at også den danske regering begynder at tale om en dansk reduktion i 2011. Derfor er denne aftale et stort skridt i den rigtige retning,” siger Niels Helveg Petersen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *