Oprettet 02/04/2010 – 14:30
For blot få år siden var det tæt på umuligt at få nogen instans i det danske samfund til at beregne omkostningerne ved den ikke-vestlige, overvejende muslimske indvandring her til landet. Det ændrede sig med regeringsskiftet i 2001 og ikke mindst efter vedholdende pres fra Dansk Folkeparti, så det i dag er anerkendt og respekteret, at man kan diskutere indvandringens høje pris.
Således har Nykredit på baggrund af tal fra Danmarks Statistik fornylig beregnet, at den uproduktive ikke-vestlige indvandring koster det danske samfund ca. 24 milliarder kr. om året, forstået på den måde, at det beløb ville være til rådighed for samfundsøkonomien, hvis de ikke-vestlige indvandrere arbejdede i samme grad som danskerne og vestlige indvandrere i Danmark gør det.
Der er samtidig med Nykredits beregning af indvandringens pris opstået fornyet debat om efterlønnen. En del politikere, som i parentes bemærket ofte har kraftige holdninger til Dansk Folkepartis syn på indvandring, mener således, at det er langt bedre at skære i efterlønsordningen end at begrænse indvandringen eller eksempelvis at sende uproduktive indvandrere tilbage, gerne med en engangscheck i hånden endsige at få de herværende indvandrere til at arbejde i langt højere grad end i dag.
Men, det er vel ikke, og har vel heller aldrig været meningen med den massive indvandring fra den tredje verden, at en stor gruppe indvandrere skulle ende på passiv forsørgelse og derved med et liv, hvor de meget nemt kan føle sig marginaliserede fra det danske samfund?
Det kan derfor godt føles en smule enerverende, at hver gang der er krise i landet, virker det som en nærmest automatisk rygmarvsreaktion, at en eller flere økonomer og ledende oppositionspolitikere, som regel fra Det radikale Venstre, hvis speciale det tilsyneladende er at være totalt ude af trit med borgernes ønsker, udtrykker behov for at skære i efterlønsordningen.
For hvorfor er det lige netop efterlønsordningen og dens mange tilfredse og betalende bidragsydere, som skal beskæres, når vi nu sort på hvidt kan dokumentere, at den ikke-vestlige indvandringsbyrde er mindst lige så omkostningstung, som efterlønsordningen?
De ikke-vestlige indvandrere, som ofte er af muslimsk herkomst, bidrager endvidere kraftigt til at den personfarlige kriminalitet vejer tungt i disse år, så hvorfor ikke fokusere på at slå to fluer med et smæk og hjælpe disse indvandrere i job, uddannelse eller måske hjem til lande og kulturer, hvor de passer bedre ind?
Jeg er klar over, at store dele af Politiken-segmentet, som i øvrigt efter Politikens oplagstal at dømme, i disse år er i frit fald, ikke bryder sig om denne sammenkædning, men hvorfor egentlig ikke? De fleste mennesker kan jo hurtigt blive enige om, at det ikke nødvendigvis er lykken at være indvandrer i et land, hvor man ikke rigtigt føler, der er brug for en, og hvor man måske ikke helt trives og føler sig hjemme.
Samtidig er der ved at falde ro på i mange lande i Mellemøsten: Irak, Libanon og den palæstinensisk dominerede Vestbred er roligere end længe, så hvorfor ikke benytte chancen til at hjælpe langt flere uproduktive ikke-vestlige indvandrere tilbage til deres hjemlande med en repatrieringscheck i hånden, så de kan skabe sig en bedre tilværelse i et land, hvor deres kulturelle og uddannelsesmæssige kompetencer langt bedre slår til?
Min og Dansk Folkepartis kongstanke er at undlade at skære i efterlønnen og andre gode velfærdsrettigheder. Det kan vi undgå ved at få de ikke-vestlige indvandrere til at bidrage, frem for at belaste den danske velfærdsstat. Det er på tide, at vi får en diskussion om de reelle problemer, som det danske samfund er ramt af, frem for den evindelige jagt på efterlønsmodtagerne, som for manges vedkommende har lagt en jætte indsats i opbygningen af den danske velfærdsstat. Lad dem være i fred og lad os i stedet få en kvalificeret debat om, hvordan vi får de ikke-vestlige indvandrere til at bidrage til opretholdelsen af velfærdsstaten.