Jægerkorpset fylder 50 år

Oprettet 30/10/2011 – 18:07

I 1960-erne hvor ”den kolde krig” var på sit højeste, og hvor Berlinmuren byggedes i 1961, besluttedes det, at Danmark skulle oprette en specialenhed, som først og fremmest kunne være indhentningsorgan under en kriseperiode (såkaldt ”grå periode”) op til udbruddet af en mulig væbnet konflikt mellem Warzawapagten og NATO. Således oprettedes det nuværende Jægerkorps den 1. november 1961. I oktober 1961 indkaldtes de første kandidater til optagelsesprøver. 130 mødte, og heraf blev der udtaget 13, som straks blev sendt til Altenstadt i Tyskland, hvor den tyske faldskærmsskole lå. Siden er opgaverne ændret flere gange.
50 års jubilæet markeres tirsdag 1. november med parade hos Jægerkorpset, der har base på Flyvestation Aalborg. Paraden overværes af HKH Kronprinsparret, Forsvarschefen, general Knud Bartels, og Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, samt en række andre militære chefer.
Lørdag 5. november gennemfører Jægerkorpset en offentlig træningsøvelse i og på Aalborg Havn. Denne overværes af HMD Dronningen, Forsvarschefen, general Knud Bartels, og Chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Agner Rokos, samt en række andre militære chefer.
Medierne inviteres til at overvære begge aktiviteter efter akkreditering senest dagen forinden kl. 16.00.
Tirsdag 1. november mødes kl. 12.15 ved vagten til Flyvestation Aalborg, Thisted Landevej 53, Vadum. Herfra køres i egne biler til stedet for paraden. Efter en kort pressebriefing bliver der mulighed for at fotografere/filme/følge HKH Kronprins Frederik og HKH Kronprinsesse Mary ankomst og inspektion af paraden, selve paraden med taler af Forsvarschefen og Chefen for Hærens Operative Kommando. Umiddelbart efter paraden er der reception for gæsterne, men denne har medierne ikke adgang til.
Lørdag 5. november oprettes i tidsrummet kl. 8.00-17.00 pressecenter på Radisson Blu Limfjord Hotel, Ved Stranden 14-16, 9000 Aalborg. Her vil løbende blive givet pressebriefinger, hvor bl.a. dagens program bliver gennemgået. Der vil på havnen være reserveret tre områder til pressen, det ene i tilknytning til VIP-pladserne. VIP-gæsterne vil ankomme fra kl. 9.45, og træningsøvelsen indledes kl. 10.00. Ved hvert område vil være en militær presseofficer, der vil være behjælpelig med praktiske forhold og kunne fortælle om/forklare de aktiviteter, der gennemføres under øvelsen. Umiddelbart efter paraden er Aalborg Kommune vært for en jubilæumsreception, men denne har medierne ikke adgang til.
Jægerkorpset stiller som betingelse for akkreditering, at billeder og film ikke må vise jægernes ansigter, så de kan genkendes. Undtaget herfra er chef og næstkommanderende ved Jægerkorpset. Dette vil blive indskærpet og forklaret i forbindelse med pressebriefingerne.
Akkreditering foregår ved at sende en e-mail til nh11presse@gmail.com med oplysninger om medier, navn og funktion samt kontaktoplysninger som mobiltelefonnummer og e-mail-adresse på hver person, der ønskes akkrediteret.
Eventuelle spørgsmål omkring jubilæet og aktiviteterne, herunder ønsker om interview med chefen for Jægerkorpset, oberstløjtnant Claus A. Wammen, bedes rettet elektronisk til nh11presse@gmail.com

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *