Kriminelle bander skal stresses

Oprettet 22/09/2008 – 12:41

Justitsminister Brian Mikkelsen siger: ”Den situation, vi har oplevet på det seneste, er naturligvis helt uacceptabel. Vi hverken kan eller skal acceptere, at bevæbnede kriminelle skyder på hinanden på åben gade, og at uskyldige borgere risikerer at blive ramt.”
“Jeg har i dag haft møde med rigspolitichefen og politidirektørerne i Århus og København. Vi har aftalt, at der skal gennemføres en yderligere intensivering af politiindsatsen, som skal presse og stresse de ledende personer i bandemiljøet maksimalt. Indsatsen betyder bl.a.:
* Massiv polititilstedeværelse i de berørte områder
* Omfattende visitationer af personer og biler
* Intensiv og målrettet efterforskning mod ledende bandemedlemmer
* Systematiske ransagninger efter ulovlige våben og narkotika
Politiet tilkendegav i øvrigt på mødet, at de har de lovgivningsmæssige redskaber, der skal bruges til at gennemføre indsatsen. Der er oprettet visitationszoner i medfør af politiloven, og adskillige personer er allerede varetægtsfængslet og vil blive tiltalt efter de nye skærpede regler i våbenloven.
Med den forstærkede indsats lægger vi yderligere pres på og sikrer, at bandemedlemmerne pustes i nakken og sættes fast, uanset hvilken kriminalitet, de begår.
Vi har et særdeles dygtigt og kompetent politi i Danmark, og jeg er overbevist om, at vi ved at stresse bandemedlemmerne maksimalt på alle fronter opnår de bedste resultater i den nuværende situation.
Regeringen vil tilføre politiet de ekstra ressourcer, som er nødvendige.”

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *