Oprettet 02/01/2009 – 19:06
Statsminister Anders Fogh Rasmussen talte i sin nytårstale især om finanskrisen, indsatsen i Afghanistan og Venstres vision for grøn vækst. Læs hele talen.
Godaften!
Det er første dag i det nye år. Vi er altid spændte på, hvad et nyt år vil bringe. Men i år nok mere end sædvanligt.
For siden sidste nytår har verden ændret sig.
2008 blev mere uroligt, end vi har været vant til. Et økonomisk uvejr raser i verden omkring os. Og det sender også bølger ind over os.
Virksomheder er kommet i vanskeligheder. Nogle medarbejdere er sagt op. Andre frygter at blive arbejdsløse. Nogle oplever, at deres pensioner er mindre værd. Andre at det er svært at sælge huset.
Jeg forstår godt, at mange er bekymrede eller usikre.
Regeringen tager situationen meget alvorligt. Vi vil ikke tøve med at tage de initiativer, der skal til, for at Danmark kommer helskindet gennem krisen. Med høj beskæftigelse og sund økonomi.
*
2008 var også året, hvor den internationale terrorisme kom tæt på Danmark. Vores ambassade i Islamabad i Pakistan blev mål for en terrorbombe. Flere blev dræbt. Senere blev en udsendt dansk politimand dræbt ved en terrorbombning af et hotel i samme by.
Vore tanker går til de berørte familier, som blev ofre for den skruppelløse terrorisme.
Og mange tænker ængsteligt på, hvad det næste kan blive. Regeringen følger udviklingen tæt. Vi gør vort yderste for at skabe sikkerhed og tryghed for den enkelte.
Og vi vil sammen med vore partnere bekæmpe terrorismen ved dens rod.
Det er desværre en kamp, som også har sin pris.
I ugerne op til jul blev fem danske soldater dræbt i Afghanistan. Det er en stor tragedie og et chok for de familier og pårørende, som så brutalt har mistet én af deres kære.
I det forløbne år har flere danske soldater mistet livet under tjenesten. Og andre er blevet såret.
Jeg vil udtrykke min dybeste medfølelse med deres familier og pårørende. Mine tanker går til jer, der har lidt så smertelige tab.
Mine tanker går også til de dræbte soldaters kammerater. Vi skylder jer den største tak og dybeste respekt for den indsats, som I yder under vanskelige forhold.
Mange spørger, om det kan nytte.
Ja, det nytter.
For nogle måneder sider besøgte jeg vore soldater i Afghanistan. Jeg er imponeret over, hvad de har udrettet. Vi kan være stolte af dem. De yder en dygtig indsats for at skabe sikkerhed og et bedre liv for den lokale befolkning. De gør Danmark ære.
Vi lever i en ny verden. En verden, hvor terrorister kan slå til hvor som helst – også i Danmark. En verden, hvor forsvaret af vores sikkerhed starter fjernt fra dansk jord.
Afghanistan må ikke igen blive et fristed for terrorister. Derfor er vi i Afghanistan.
Det handler om sikkerhed. Og det handler om, at vi danskere tager medansvar i verden. Vi ønsker frihed, fred og sikkerhed. Så må vi også selv yde et bidrag.
Derfor er danske soldater, politifolk og andre udsendte med til at bekæmpe terrorister i Afghanistan, jage pirater ved Somalia og sikre freden i Kosovo og Georgien og i andre af verdens brændpunkter.
Jeg vil gerne sige en varm tak til alle jer, der gør tjeneste for Danmark rundt om i verden.
I har ikke spurgt, om det kan nytte.
I har gjort, hvad I fandt rigtigt.
I er en inspiration for os alle.
En inspiration til selv at tage ansvar. Og ikke blot vælte opgaven over på andre.
Til selv at yde en indsats. Og ikke blot kræve af andre.
Til at se muligheder. Og ikke blot give op.
Det er den holdning, der skaber respekt om os danskere ude i verden.
Det er den holdning, der skal til for at klare udfordringer og modstand.
Og det er også den holdning, som nu skal bringe os styrkede ud af det økonomiske stormvejr.
*
Endnu er det for tidligt at sige, hvor længe den økonomiske krise vil vare. Eller hvor streng, den vil blive. Men i forhold til mange andre lande er vi i Danmark godt rustede til en svær tid.
Vi har en lav ledighed. Hvor andre lande har høj arbejdsløshed.
Vi har overskud i forhold til udlandet. Hvor andre lande har underskud.
Vi har lav offentlig gæld. Hvor andre lande slæber med store underskud og voksende gæld.
Vi er godt rustede, fordi vi i en lang årrække har ført en sund og stabil økonomisk politik.
I de senere år har vi haft store overskud på statens finanser. De overskud har vi brugt til at betale af på gælden.
Vi har lagt til side i de fede år. Så der er noget at tære på i de mere magre.
Derfor har vi nu større handlefrihed.
Og det benytter vi os af allerede i år. Vi giver et skub til dansk økonomi.
Blandt andet ved at sænke skatten. Så de fleste familier vil have flere penge til rådighed i år.
Og vi skal have gang i bankernes udlån til fornuftige projekter.
Det er godt, når kassen bliver smækket i for spekulanter og lykkeriddere.
Men det er galt, hvis…