Oprettet 12/01/2010 – 13:42
Endnu en gang kaster Venstre og Konservative sig fladt på maven og parerer ordre fra Dansk Folkeparti. Justitsminister Brian Mikkelsen foreslår i dag, at børn på 14 år skal kunne sendes i fængsel, til de fylder 30. Eksperternes råd bliver ignoreret, mens Dansk Folkeparti jubler. Radikale Venstres retsordfører Lone Dybkjær målløs og chokeret over udspillet.
“Jeg er målløs og chokeret over, at Danmarks justitsminister i ramme alvor kan foreslå, at børn helt ned til 14 år skal kunne smides i fængsel i op til 16 år. Det går i mod alle eksperters råd og anbefalingerne fra regeringens egen ungdomskommission. Børn hører ikke hjemme i et fængsel. Et barn på 14 år vil have meget svært ved at gennemskue de langsigtede konsekvenser af sine handlinger, og derfor vil det ikke have nogen præventiv effekt at fordoble straflængden. Det må være vores opgave som politikere at holde unge ude af kriminalitet, sørge for at børn med problemer bliver hjulpet på rette spor og medvirke til, at de kan bidrage positivt til samfundet. Derfor er Brian Mikkelsens forslag skadeligt og ufatteligt kynisk,” siger Radikale Venstres retsordfører Lone Dybkjær.
Hun mener samtidig, at forslaget viser, hvor meget magt regeringens støtteparti Dansk Folkeparti har over V og K’s politik:
“Dansk Folkeparti siger i dag, at de har svært ved at få armene ned efter at have hørt om regeringens udspil. Alene det bør få fornuftige hoveder til at indse, at der er noget helt galt med Brian Mikkelsens forslag. DF’s tilgang er jo altid udelukkende mere straf, mere straf, mere straf – aldrig andre svar. Vi skal ikke arbejde for at få børn smidt i fængsel. Til gengæld skal vi satse på forebyggelse, en langt bedre social indsats og et styrket SSP-samarbejde,” siger Lone Dybkjær.