Oprettet 01/12/2008 – 16:05
Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstres spidskandidat til Europa-Parlamentet, har udskrevet folkeafstemning om euroen.
“Hvis vi skal vente på Anders Fogh Rasmussen, får vi aldrig euro i Danmark – selv om det står i regeringsgrundlaget. Derfor har jeg udskrevet folkeafstemning om euroen nu,” siger Sofie Carsten Nielsen.
Afstemningen foregår på radikale.dk/euro og begyndte 1. december og slutter 7. december klokken 24. Resultatet kan følges på radikale.dk/euro, og det endelige valgresultat bliver offentliggjort 8. december. Alle kan stemme.
“Jeg håber selvfølgelig, det bliver et overbevisende ja, som kan være med til at lægge pres på regeringen. Regeringen har fuldstændig tabt initiativet, når det kommer til at afskaffe de danske forbehold,” siger Sofie Carsten Nielsen.
Selve afstemningen løber af stablen under sloganet “Hvad gør dig dansk? 100 kr.?”
“Det er ikke kronen, der gør os danske, og vi mister ikke vores danskhed, fordi vi indfører euro. Åbenhed har altid været en af Danmarks styrker, derfor vil jeg gerne sætte fokus på, at vi netop også er danske, fordi vi er en del af Europa, og fordi vi er med til at påvirke Europa og EU,” siger Sofie Carsten Nielsen.