Oprettet 25/09/2008 – 12:15
Skandale, at patienter i Danmark ikke har sikkerhed for godkendt behandling på danske hospitaler, mener sundhedsordfører Jens Peter Vernersen.
– Det er en skandale, at patienter i Danmark ikke har sikkerhed for godkendt behandling på danske hospitaler.
Det siger Socialdemokraternes sundhedsordfører Jens Peter Vernersen på baggrund af DR1-dokumentaren “Når lægen ved bedst”.
Patienter med lungehindekræft er på Rigshospitalet blevet udsat for forsøgsbehandling med ikke godkendt medicin frem for behandling med godkendt medicin, men patienterne har ikke været oplyst herom.
– Vi bliver nødt til at have placeret et ansvar i denne sag, og jeg har derfor stillet en række spørgsmål til sundhedsministeren. Men ministeren skal ikke bare tørre ansvaret af på regionerne, han må også se på regeringens eget ansvar. Jeg kan i hvert fald ikke undgå at få den frygtelige tanke, at regionernes stramme økonomi får dem til at spare på kræftpatienternes medicin, siger Jens Peter Vernersen.