Oprettet 18/01/2010 – 21:53
De digitale tyve ligger ikke på den lade side. De har travlt med at skaffe sig et marked!
”Risikoen for at få krænket sit privatliv på nettet er stadig stigende, og derfor er det tvingende nødvendigt at se på, om den datasikkerhed vi har i øjeblikket, er tilstrækkelig”, udtaler SF’s IT-ordfører, Hanne Agersnap.
”Selvfølgelig er det vigtigt, at myndigheder og virksomheder passer på personoplysninger, ligesom borgerne også selv skal passe på, hvad de oplyser.
Den formelle hemmeligholdelse af cpr-numre bevirker at et cpr-nummer giver adgang til information og mange muligheder (stifte gæld). Hvis nummeret så ikke holdes hemmeligt, er der mulighed for misbrug og identitetstyveri. Dertil kommer, at den digitale livline får større og større betydning, når vi skal i kontakt med de offentlige myndigheder, hvor personlige oplysninger, så som cpr-nummer, udveksles. Alene af den grund er det vigtigt at få et overblik over, hvordan sikkerhedssystemerne i vore informationssamfund fungerer”, fortsætter Hanne Agersnap.
”I USA er problemet stort og herhjemme ligger de digitale tyve heller ikke på den lade side. De er i følge til Dagbladet Politiken (16.01.2010) godt i gang med at skaffe sig et marked, fordi så meget af vores liv og kontakt med myndighederne foregår på nettet.
Efter SF’s opfattelse er det derfor ubegribeligt, at der ikke er en offentlig myndighed – datatilsyn eller politi – der sikrer, at vi løbende opsamler erfaringer, så vi kan blive klogere på, hvordan morgendagens sikkerhedssystemer skal indrettes”, oplyser Hanne Agersnap.
”Derfor har jeg indkaldt både justitsministeren og videnskabsministeren i åbent samråd i Folketingets Videnskabsudvalg, hvor de bl.a. skal svare på, hvordan regeringen vil sikre, at viden om identitetstyveri tilvejebringes og identitetstyveri bekæmpes”, siger Hanne Agersnap