Team Online A/S: Vi er klar til 10 år mere med Social IT

Oprettet 15/08/2008 – 16:34

Fest, faglighed, fart og et ministerbesøg var på dagsordenen, da Team Online i dag fejrede 10 års jubilæum for arbejdet med digitalisering af den sociale sektor.
Blandt dagens talere var økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen. Ministeren pegede på at selv om det danske erhvervsliv er presset, så betyder globaliseringen, at hele verden er vores hjemmebane, når man f.eks beskæftiger sig med transport og kommunikation:
– Der er mange muligheder og masser af potentiale i de nye virksomheder, vi ser i disse år, og regeringen hjælper selvfølgelig også gerne med at få de virksomheder ud over rampen, sagde ministeren og understregede, at netop evnen til at få tingene til at hænge sammen er vigtig, globalt, men også nationalt, hvis vi vil have tankerne fra Kvalitetsreformen ført ud i livet:
– Hvis vi f.eks. finder på bedre arbejdsgange og ny teknologi, så vil det kunne aflaste medarbejderne og give mere tid til omsorg. Det er helt sikkert den trend, der skal udvikles i de kommende år, og det er de små og mellemstore virksomheder, der vil vækste og vokse. Derfor har I gode muligheder. Jeg er jo en af dem der har været rundt i det fynske og set, hvad Bosted Systemet kan gøre, sagde økonomi- og erhvervsministeren og ønskede Team Online tillykke med de første 10 år.
Direktør Michael Sandal erklærede til gengæld, at Team Online med udgangspunkt i det socialfaglige it-system, Bosted Systemet, opfatter sig som en helt naturlig del af de kommende års arbejde med at omsætte Kvalitetsreformens intentioner til teknologiske løsninger på det sociale område:
– Om 10 år vil næsten alle sociale tilbud i Danmark have deres eget Bosted System, og systemet vil være repræsenteret i 10 lande, sagde Michael Sandal.
Bosted Systemet er et socialfagligt it-værktøj udviklet specielt til den sociale sektor med udgangspunkt i den lovpligtige, individuelle handleplan, som blev indført i Lov om Social Service i 1998. Bosted Systemet indeholder alle væsentlige redskaber til beskrivelse af en beboers hverdag og gennemførelsen af deres individuelle planer, herunder dokumentation af de daglige observationer, effektmåling og kvalitetssikring, medicinhåndtering, m.m.
– Implementeringen af Bosted Systemet effektiviserer arbejdsgange og reducerer den tid, som personalet anvender på dokumentation og opfølgning på effekten af den socialfaglige indsats. Vores næste store projekt er en udvidelse af systemet, der gør det samme for medarbejderne og arbejdsmiljøet som Bosted Systemet har gjort for arbejdet med de individuelle handleplaner for borgerne. Systemerne kommer til at hænge sammen, så det enkelte tilbud får et professionelt og effektivt værktøj, der sikrer overblik over personalets ressourcer og trivsel, siger Michael Sandal, der også benyttede lejligheden til at offentliggøre virksomhedens sponsorat af den danske racerkører, Michael Outzen:
– Jeg anser Michael Outzen for at være Danmarks p.t. bedste racerkører, og der er lagt en plan, der skal føre til, at han vinder Le Mans i 2010. Derfor har jeg tegnet en sponsorkontrakt, der betyder, at han kører over målstregen i en racer med Bosted Systemets logo på siden. Jeg synes, det passer fint med vores ambition om at være i front på alle felter, også internationalt, siger direktør Michael Sandal, Team Online A/S.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *