Ulovligt elarbejde breder sig

Oprettet 13/12/2011 – 14:08

El-installationsfirmaer møder oftere fusk udført af uautoriserede konkurrenter, når de er ude på opgaver
En ny undersøgelse viser, at tre ud af fire el-firmaer i det seneste år har oplevet, at de har repareret håndværk, der er udført ulovligt. Det skriver Licitationen.
Det er installatørernes brancheorganisation, Tekniq, der har spurgt deres medlemsvirksomheder om, hvor ofte de møder den slags ulovligt håndværk.
1.046 af dem har svaret, og svarene viser, at problemerne med uautoriseret arbejde findes både inden for el, vvs og gas.
– Vi får mange meldinger om udførsel af klamphuggeri og brud på autorisationsreglerne. Og det har jo mange konsekvenser – ikke kun for medlemmer, der bliver udsat for unfair konkurrence, da de bruger mange penge på at få og vedligeholde en autorisation, men det betyder også, at der er rigtig mange forbrugere, der gambler med sikkerheden for at spare penge, siger Niels Jørgen Hansen, der er administrerende direktør i Tekniq.
Myndigheden på området, Sikkerhedsstyrelsen, er ikke glad for tallene. Men det bekræfter styrelsens oplevelse af, at der er et voksende problem med respekten for autorisation på dette så traditionelt kontrollerede håndværksområde.
Således har Sikkerhedsstyrelsen i år anmeldt 130 firmaer til politiet for autorisationsfup, og mange flere sager er under behandling. Styrelsen har modtaget 234 anmeldelser i 2011.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *