Ungdomsuddannelser over hele landet

Oprettet 09/01/2009 – 15:59

Ifølge tal fra Undervisningsministeriet får syv ud af 10 en ungdomsuddannelse i nogle yderområder, mens tallet er ni ud af 10 i de fleste kommuner nord for København. Det er et problem, og det understreger vigtigheden af, at der er uddannelsesmuligheder fordelt jævnt ud over hele landet, siger Marianne Jelved, Radikale Venstre.
“Det er ikke sagen at have over en time til skole eller måske være tvunget til at flytte hjemmefra. Hvis unge i udkantsdanmark har sværere ved at gennemføre en ungdomsuddannelse end deres jævnaldrende, så tyder det på, at de små uddannelsessteder har svært ved at leve. Hvis vægten i finansieringen afhænger for meget af antallet af unge, så er det de tyndtbefolkede områder, der komme til at betale. Det kan vi ikke leve med, fordi det øger uligheden i Danmark,” siger den radikale uddannelsesordfører Marianne Jelved og fortsætter:
“Derfor bør regeringen undersøge, om vi i dag finansierer uddannelserne på en forkert måde, hvor finansieringen favoriserer uddannelsessteder med mange studerende.”
Uddannelsesordfører Marianne Jelved vil nu drøfte problemstillingen med undervisningsminister Bertel Haarder (V).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *