Oprettet 12/01/2009 – 16:42
Der hersker stor rådvildhed om de redskaber, der på kort sigt skal afbøde finanskrisens virkninger. Hvordan skal en bankpakke i grunden skrues sammen? Var den første bankpakke den rigtige løsning i forhold til at garantere bankernes udlån eller måske snarere med til at begrænse bankernes muligheder for at låne penge ud, fordi vi jo netop ønskede at lægge en dæmper på uforsigtige udlån? Skal den aktuelle bankpakke 2 lægge sig i et andet spor, og hvordan sikrer vi aktiviteten i dansk økonomi?
Ja, spørgsmålene hober sig op, og det gør på ingen måde de aktuelle forhandlinger om den anden bankpakke lettere. Vi taler om et beløb på mellem 70 og 100 milliarder kroner. Vi diskuterer, hvilken model, der skal lægges til grund for fordelingen af et stort beløb. Skal staten til at blande sig i bankdrift, sådan som Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti ønsker, eller bør vi hellere holde os udenfor og lade være med at bilde os ind, at vi som politikere har den fornødne indsigt til at skille fårene fra bukkene i bankverdenen?
I Dansk Folkeparti har vi fra begyndelsen advaret mod at falde for fristelsen at lege smagsdommere eller for den sags skyld bankejere. Hvordan i alverden forestiller man sig, at staten skal kunne trække en streg mellem sunde og usunde banker, og hvilke kriterier lægger vi til grund for sådanne vurderinger? Det er et overordentligt stort ansvar at påtage sig. Vi har heller ikke endegyldigt taget stilling til beløbets størrelse. Skal vi stille 70 milliarder kroner til rådighed, som Nationalbanken har foreslået, skal vi følge Finansrådets ønske om 100 milliarder kroner eller måske snarere lande et sted midt i mellem? Og sikrer det nu også den nødvendige långivning?
Der er mange bolde i luften, men ét er sikkert: Dansk Folkeparti ønsker ikke at sidde med ved bankernes bestyrelsesborde og tage del i konkrete, bankmæssige overvejelser. ”Gør det du er bedst til, det gør vi” lød et reklameslogan fra Danske Bank. Om Danske Bank har levet op til dette, skal jeg lade være usagt, men i Dansk Folkeparti ønsker vi, at staten skal gøre det, den er bedst til: Nemlig sikre, at de overordnede rammebetingelser for den danske økonomi er så gunstige som muligt og desuden er rettet mod at afbøde krisens effekter.
Når bankpakken forhåbentlig falder på plads med et resultat, som sikrer bredest mulig tilfredshed, ønsker Dansk Folkeparti, at der Folketinget i foråret åbner op for hurtige beslutninger om en fremrykning af offentlige investeringer på områder, hvor udviklingen har haltet bagefter, og hvortil der allerede er øremærket offentlige midler. Vi taler om skoler og plejehjem. Vi taler om sundhedssektoren og infrastruktur. Men vi taler ikke om ekstrabevillinger eller øgede udgifter, men derimod om en fremrykning af allerede trufne beslutninger. Det bliver altså hverken billigere eller dyrere, men spørgsmålet er, om vi har råd til at lade være.
Den ene pessimistiske forudsigelse afløser i denne tid den anden. Dystre stemmer tale om en fordobling af ledigheden i 2009, og de mest pessimistiske om endnu flere ledige. Faktum er, at byggesektoren allerede er alvorligt ramt, og at dermed en af de brancher, som mere end nogen anden har båret den danske højkonjunktur oppe, er sendt til tælling på knockout. Men det betyder samtidig, at der pludselig kan skaffes arbejdskraft i bygge- og anlægssektoren.
Det er ikke længe siden, at en håndværksmester grinte højt og længe, hvis en kunde ringede og prøvede at bestille en tømrer eller en murer med kort varsel. Man var da virkelig for naiv, hvis man troede, at den slags kunne lade sig gøre. Alle hænder var i gang og ventetiderne på håndværkere lange. Den udvikling er som følge af krisen bragt til en brat standsning, og de ledige hænder bør nu udnyttes til at renovere skoler og plejehjem. Når arbejdskraften nu endelig er til stede, bør staten sige ”haps” – nu får vi ordnet hængepartierne.
Mange mulige redskaber og medikamenter til løsning af krisen er blevet lagt på bordet i den sidste tid, og de er som regel farvet af partiernes ståsted og de enkelte branchers egne interesser. Partierne på venstrefløjen har fået genoplivet den slumrende kapitalismekritik, og Socialistisk Folkepartis finansordfører Ole Sohn ser frem til en snarlig statslig overtagelse af bankvæsenet for at sikre ”produktionen”, mens konservative drømme går i retning af ufinansierede skattelettelser. Også brancherne er sprængfyldte med gode ideer med Finansrådet som den mest aktive aktør – med ønsker om adgang til de ”bundløse” offentlige kasser.
Som ansvarlige politikere er det vores opgave at underkaste alle redskaber i den politisk-økonomiske værktøjskasse en kritisk vurdering. Dansk Folkeparti vurderer, at flere af ovennævnte værktøjer er direkte ubrugelige i den nuværende situation, fordi de kan gøre ondt værre. Staten skal ikke blande sig i bankdrift, og vi skal heller ikke som udgangspunkt give ufinansierede skattelettelser, som vil gøre det nødvendigt for…