Oprettet 12/11/2008 – 10:29
Kommunerne udliciterer for lidt, og det er alt for svært for små og mellemstore virksomheder at få kommunale opgaver. Det fremgår af svar fra over 1100 små og mellemstore virksomheder, SMV’er, i en landsdækkende undersøgelse fra Håndværksrådet.
“Rigtig mange små og mellemstore virksomheder vil gerne være leverandører til deres kommune. Men desværre er kommunerne ikke gode nok til at lukke de små og mellemstore virksomheder ind i varmen”, siger økonom Mads Engberg fra Håndværksrådet.
Virksomhederne har givet deres egen kommune karakterer på en skala fra 1-6, hvor 1 er meget dårligt, og 6 er meget godt. I gennemsnit giver virksomhederne kommunerne karakteren 2,63 hvilket signalerer stor utilfredshed med udbudspolitikken, viser undersøgelsen.
“Kommunernes udbudspolitik ligger et godt stykke under det ønskelige niveau. Lad os bare sige, at få kommuner opnår en karakter, der ligger over 02 på den nye skala”, siger Mads Engberg, der har analyseret svarene fra i alt 1111 af Håndværksrådets medlemsvirksomheder.
Vestjylland topper – Østsjælland flopper
Værst ser det ud på Sjælland og i københavnske omegnskommuner. En stribe kommuner på den jyske vestkyst tilbyder dog væsentligt bedre forhold for de lokale små og mellemstore virksomheder.
“Mener kommunerne det alvorligt, når de taler om effektivisering og mere service for pengene? I givet fald viser undersøgelsen klart, at nogle kommuner med fordel kan tage ved lære af andre kommuner”, siger Mads Engberg.
Slagelse Kommune ligger på sidstepladsen blandt landets 41 kommunegrupper med en skuffende score på 2,07. 2 kommuner i det sydvestlige Jylland, Varde og Vejen, indtager førstepladsen med en middelkarakter på 3,55.