5000 kroner for nyt logo til Ærø

Oprettet 22/10/2008 – 03:20

Ærø Turist- og Erhvervsforening vil gerne have et nyt logo. Derfor har foreningen besluttet sig for at lave en konkurrence med en præmiesum på 5000 kroner.
– Ærø Turist- og Erhvervsforening har heddet sådan et godt stykke tid nu, så det er på tide, at vi får en ny visuel identitet, siger turist- og erhvervschef Carl Jørgen Heide. Det nye logo skal uden slinger i valsen signalere, at foreningen har hjemme på Ærø, men ligeså meget, hvad Ærø står for.
Det kunne være begreber som nærhed, lys, luft, højt til loftet, vedvarende energi, økologi, eventyr-ø, maritime traditioner, bygningskultur.. ja fortsæt selv. Det er op til den enkelte deltager at tage udgangspunkt i sit syn på Ærø.
– Vi håber mange vil komme med forslag til det nye logo. Og da det skal bruges i mange forskellige sammenhænge er vores eneste krav, at logoet har et professionelt snit, fortæller Carl Jørgen Heide videre. Dermed siger jeg ikke, at det kun er professionelle der kan være med.
Til at vurdere de forhåbentlig mange forslag har foreningen sammensat en dommerkomité der består af grafisk designer og partner Rikke Pelle, der er kendt for sit arbejde for Ærøportalen, Ole Finnerup, der er formand for Ærø Kunstforening, direktør i Demand Production Henrik Schrøder samt bogtrykker Troels Mark Pedersen, Ærø Ugeavis.
Konkurrencereglerne kan hentes på www.visitaeroe.dk eller ved henvendelse på foreningens kontor.
Sidste chance for at være med er den 1. december 2008 og vinderen kåres den 15. januar 2009.
http://www.visitaeroe.dk

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *