Dame-A møder Holland og Tyskland

Oprettet 01/11/2011 – 12:09

Kvindelandsholdet spiller testkampe den 22.-24./11 i Odense, Horsens og Kjellerup
Kvindelandsholdet sidste forberedelser inden de drager til VM i Brasilien kommer til at foregå i Forum Horsens, Odense Idrætshal og Arena Midt i Kjellerup i dagene fra den 22. til den 24. november.
Dansk Håndbold Forbund har valgt at lægge landsholdets sidste tre testkampe mod Tyskland og Holland to gange inden den store slutrunde i Sydamerika, som finder sted fra den 4. til den 19. december, i tre moderne håndboldarenaer, der alle tidligere har haft besøg af et dansk landshold.
Tirsdag den 22. november lægger holdet ud mod Tyskland i Forum Horsens, dagen efter står menuen på Holland i Odense Idrætshal, mens der kan siges held og lykke til landsholdet mod ’Oranje’ i Arena Midt i Kjellerup den 24. november.
Netop Kjellerups Arena Midt har gode erfaringer med at sige farvel til et dansk landshold, inden de drager til en VM-turnering.
“I januar spillede herrelandsholdet deres farvelkamp inden de flotte VM-sølvmedaljer i Sverige her i arenaen og hvorfor ikke gentage succesen med kvinderne. Vi er stolte over at få besøg af kvindelandsholdet og med den gode opbakning, der altid er her i Arena Midt, tror jeg på, at det er en fyldt hal, der siger pænt farvel,” siger Søren Andersen, centerchef i Arena Midt.
I Odense ser Søren Damgaard, chef for Odense Idrætspark, også frem til landskampen mod de kommende EM-arrangører fra Holland.
“Vi har tradition for at der er god opbakning til landsholdet i Odense, og vi er meget tilfredse med, at vores moderniserede Idrætshal endnu engang kan bruges til en landskamp.”
Forum Horsens, der er kendt og berømmet for sin smukke arkitektur, har også flere gange før været vært ved en håndboldlandskamp.
“I Horsens er vi altid glade for at lægge gulv til en landskamp. Vi har de seneste år haft et glimrende samarbejde med DHF med flere landskampe på tapetet, og vi glæder os til at få besøg af kvindelandsholdet, inden de drager til VM i Brasilien,” siger direktør Jørn Juul fra Forum Horsens.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *