Dansk sundheds-it-fremstød i USA

Oprettet 24/10/2011 – 09:05

It-leverandøren Systematic, der står bag Danmarks mest udbredte elektroniske patientjournal-løsning, er med, når det danske kronprinspar i disse dage slår et slag for danske virksomheder på det amerikanske sundheds-it-marked.
Danmark har en position som global leder inden for digitale sundhedsløsninger. Derfor giver det god mening, når danske it-virksomheder sammen med både det danske kronprinspar og den danske europaminister i disse dage besøger USA for at demonstrere deres løsninger.
”Der er et kæmpe potentiale for de danske virksomheder inden for sundhedsområdet. Bedre udnyttelse af sundhedsteknologi vurderes at kunne spare over 80 mia. dollars om året her i USA, og hvis danske firmaer kan få fat i en pæn del af den gevinst, vil det jo være utroligt vigtigt for den danske eksport,” udtaler europaminister Nicolai Wammen til Morgenavisen Jyllands-Posten.
Hemmeligheden i Danmark er et tæt digitalt samarbejde mellem alle dele af sundhedssektoren, der hurtigt giver alle adgang til oplysninger.
Blandt de syv deltagende danske virksomheder er Systematic, der har udviklet en elektronisk patientjournal-løsning, der dækker alle kliniske, patientadministrative og planlægningsmæssige arbejdsgange på hospitaler. Ud over en elektronisk patientjournal, som giver læger og sygeplejersker mulighed for at udveksle patientoplysninger – både på tværs af afdelinger og sygehuse, rummer Columna også funktioner til understøttelse af medicinering, bestilling af prøver og svar og booking samt administration af patientdata. Løsningen bliver i øjeblikket rullet ud på alle hospitaler i Region Midtjylland.
Ud over epj-løsningen er Systematic også i USA for at vise fordelene ved virksomhedens hospitals-logistiksystem Clinical Logistics. Systemet, som anvendes på store touch-skærme på sengeafdelinger, operationsstuer og skadestuer, øger produktivitet og overblik ved at optimere strømmen af patienter, deres behandling og kommunikationen personalet imellem. En nylig effektundersøgelse støttet af ABT-fonden (Anvendt Borgernær Teknologi) viser blandt andet, at Regionshospitalet Horsens med en af løsningerne har øget produktiviteten i sin akutafdeling med 19 procent. Dertil kommer øget patienttilfredshed og kvalitet i behandlingen, og at personalet oplever et væsentligt forbedret arbejdsmiljø.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *