DF: Danmarks Radio skal tage dansktoppen alvorligt

Oprettet 10/04/2009 – 10:21

Dansk Folkepartis kulturordfører og formand for Kulturudvalget, Karin Nødgaard, finder det helt uacceptabelt, at Danmarks Radio stadig angiveligt fravælger og ignorerer dansktop-genren. I Ekstra Bladet i dag gør flere ledende Dansktop-musikere opmærksom på, at DR stadig behandler dem og genren som underlødig. Karin Nødgaard vil nu tage sagen op med kulturminister Carina Christensen (K) og i DR’s bestyrelse via DF’s repræsentant, næstformand Ole Hyltoft.
– Det er ikke længe siden, at repræsentanter for dansktop-genren rejste denne problemstilling, og jeg finder det meget skuffende, hvis DR endnu ikke har rettet op. Det kan ikke være rigtigt, at en musikgenre, der har solgt millionvis af plader til danskerne og hver weekend samler fulde huse over hele landet, ikke tages mere alvorligt af DR. Det er DR’s forpligtelse at servicere alle danskere; det handler om at ramme en balance mellem den brede og den smalle smag, og det gør man ikke ved at sende en bestemt genre i skammekrogen, siger Karin Nødgaard.
– Blandt andet har DR delvist udelukket dansktoppen fra P4’s programflade og henvist den til en DAB-kanal, som langt fra er lige så tilgængelig for store dele af befolkningen som almindelige FM-kanaler. Det er dårlig forvaltning af public service-forpligtelsen og smagsdommeri af værste skuffe, og det har Dansk Folkeparti tidligere påtalt over for DR, siger Karin Nødgaard.
Karin Nødgaard håber nu, at der vil ske en ændring og en forbedring af vilkårene for dansktoppen i DR, efter at sagen bliver genoptaget med kulturminister Carina Christensen og med DR’s bestyrelse.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *