Oprettet 13/03/2009 – 17:33
Dansk Folkepartis medlem af Ø-kontaktudvalget, Henrik Brodersen vil arbejde for, at de 60 lodsejere på Omø får en hjælpende hånd fra staten i forbindelse med etableringen af et dige på den lille ø.
Helst ved at der gives en midlertidig dispensation til at udvinde ler til diget på øen, eller alternativt ved, at staten afholder de ekstraordinære udgifter til transport af jord og ler til øen.
”Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at det mest miljørigtige vil være at give en dispensation, så der kan udvindes ler til diget på selve øen. Det vil også samtidig være det økonomisk mest fordelagtige. Men hvis staten ikke vil give sig, kan det ikke være meningen, at de 60 lodsejere på øen skal lide et ekstraordinært tab, så må staten træde til, siger Henrik Brodersen.
”Det er ikke nogen tilfældighed, at jeg retter henvendelse til netop miljøministeren. Han må om nogen kunne se det fordelagtige i, at der dispenseres fra bestemmelsen om, at det ikke siden 1975 har været tilladt at udvinde ler på Omø.
”Det betyder, at ler skal fragtes med lastbiler fra Sjælland og sejles med færge til den lille ø. Ikke blot vil dette fordyre anlægsarbejdet med ca. 1,5 mill.kr., det vil også medføre et betydeligt ekstraudslip af CO2. Endelig vil det fordyre projektet udover, hvad de 60 lodsejere kan overkomme,” siger Henrik Brodersen.