Eftertragtede kandidater dimitterede fra Aarhus Universitet i Herning

Oprettet 01/11/2010 – 09:01

Fredag den 29. oktober fejrede Aarhus Universitet, Handels- og IngeniørHøjskolen (AU-HIH) det andet kuld dimittender fra institutionens to kandidatuddannelser, og selvom mange nyuddannede rundt omkring i Danmark har svært ved at finde job, er det ikke tilfældet for dimittenderne fra Herning.
23 kandidater fra AU-HIH’s erhvervsøkonomiske kandidatuddannelse og civilingeniøruddannelsen i teknologibaseret forretningsudvikling modtog fredag den 29. oktober deres eksamensbeviser som et synligt tegn på, at tiden som studerende er overstået, og lige om hjørnet venter starten på erhvervskarrieren. Årets dimissionstale blev holdt af fabrikschef og Vice President Per Olesen fra Vestas Blades i Lem. Han gav dimittenderne tre gode råd med ud på arbejdsmarkedet. For det første er det vigtigt at vælge et arbejde, man har lyst til at stå op til. For det andet skal man ikke gå på kompromis med sine værdier og overbevisninger. Sidst men ikke mindst er det vigtigt at skabe sammenhæng mellem arbejde og fritid.
I sin tale til dimittenderne fokuserede AU-HIH’s direktør Erik Ernø-Kjølhede på, at flere undersøgelser viser, at personer med videregående uddannelser er mere produktive, mindre syge og bidrager mere til samfundsøkonomien via skatten end gennemsnittet. Et andet vigtigt punkt i talen var dimittendernes beskæftigelsessituation. 18 ud af 23 dimittender er i job, allerede inden de har fået deres eksamensbevis i hånden. Dermed har 73 % af de nyuddannede fået foden indenfor på arbejdsmarkedet, inden de har færdiggjort deres uddannelse.
– Det er rigtig flotte tal – specielt når man tager situationen på arbejdsmarkedet og den generelle dimittendledighed i betragtning. Cirka hver femte kandidat er enten ikke i job eller arbejder med ufaglært arbejde et år efter endt uddannelse, siger AU-HIH’s direktør Erik Ernø-Kjølhede.
Midt- og vestjysk succeshistorie
For erhvervsøkonomernes vedkommende er 83 % (10 ud af 12) af kandidaterne i job, og når det gælder civilingeniørerne er 73 % (svarende til 8 ud af 11) i job. Udover at tallene lover godt for kandidaternes fremtid på arbejdsmarkedet, er det også særdeles positivt, at kandidaterne finder job i midt- og vestjyske virksomheder. 13 ud af 18 kandidater i job er ansat ved blandt andre Siemens Wind Power, Ege, Indura og Vestas, ligesom AU-HIH har ansat to af de færdiguddannede civilingeniører som videnskabelige assistenter.
– Tæt samarbejde med det regionale erhvervsliv har altid været en af AU-HIH’s styrkepositioner. Og den tætte kobling mellem teorien på universitetet og løsning af studierelevante opgaver for virksomheder, er en af de medvirkende årsager til, at så mange af vores kandidater har job, allerede inden de er færdiguddannede, forklarer professor Mogens Dilling-Hansen, der er ansvarlig for den erhvervsøkonomiske kandidatuddannelse.
Priser til bedste opgaver
Som afslutning på dimissionen modtog Asser Kalsbøll prisen for bedste kandidatafhandling på civilingeniøruddannelsen. Prisen blev sponseret af Herning Håndværker- og Industriforening. Venelina Petrova og Torben Østergaard modtog prisen for bedste erhvervsøkonomiske afhandling, som blev sponseret af Nordea.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *