Første etape undervejs af Hundige Storcenters genopbygning

Oprettet 10/09/2008 – 12:54

Første etape undervejs:
To butikker og p-plads åbner i Hundige Storcenter Syd
Brugere af Hundige Storcenter vil i uge 36 og 37 få glæde af Aldi i nye
lokaler, Bonnie Dyrecenter og genåbningen af parkeringsplads syd. Senere på
efteråret åbner Stof 2000.
Fredag den 12. september flytter Aldi ind i de helt nye bygninger i Hundige
Storcenter Syd. Og mandag den 15. september flytter Sydkystens største
dyrehandel ind ved siden af Aldi: Bonnie Dyrecenter. Adgangen til den første
del af det nye Hundige Storcenter kan ske fra Center 1 eller fra
Parkeringsplads Syd. Åbningen af de to butikker sker nemlig samtidig med, at
parkeringspladsen ved Hundige Centervej genåbner. P-pladsen er blevet
overdækket, og i første omgang er det dele af parkeringspladsen i grundplan,
der åbner. Det betyder, at kunderne nu får adgang til ca. 150 p-pladser på
sydsiden.
I efteråret 2007 gik nedrivningen af Center 2 og 3 i gang, og over foråret og
sommeren har første etape af det nye center så småt taget form. Byggeriet af
det nye Hundige Storcenter går ind til videre efter planen, og åbningen af de
nye butikker – og særligt udvidelsen af parkeringsforholdene – kommer på det
rigtige tidspunkt, mener Schaumann Development:
– Hundige Storcenter har et kundegrundlag på 7 mio. mennesker – kunder, som
alle er berørt af ombygningen. Byggeriet skal stå færdigt i efteråret 2009, men
vi vil gerne løbende tilbyde bedre indkøbsforhold til disse mange kunder, så de
hele tiden får en konkret oplevelse af centrets forbedring, siger
projektdirektør Asger P Mortensen, Schaumann Development, som står for den
gennemgribende ombygning og udvidelse af Hundige Storcenter.
Næste butiksåbning bliver i november, hvor Stof 2000 flytter ind i samme
kompleks som Aldi og Bonnie Dyrecenter. Siden 1992 har Bonnie Dyrecenter
serviceret kunder i det nu nedrevne Center 3.
– Vi ser frem til at genåbne en 620 kvadratmeter stor dyrehandel i den nye del
af Hundige Storcenter, og har købt helt ny inventar til de flotte lokaler.
Åbningsdagen fejrer vi med en masse gode tilbud – blandt andet fisk og planter
fra vores nye store akvarieafdeling. I forbindelse med flytningen til de nye
lokaler fornyer vi også forretningen med store papegøjer og en flot ny
dyreafdeling, siger butiksejer Anne Christensen, Bonnie Dyrecenter, der
husstandsomdeler en avis med åbningstilbuddene.
Når Hundige Storcenter er færdigombygget, vil centret være et af Danmarks
største på 67.000 m2, med cirka 140 butikker og 3250 gratis parkeringspladser.
Knap hver fjerde danske forbrugskrone spenderes i dag i et indkøbscenter. Og
det er ifølge Institut for Center Planlægning* (ICP) en udvikling, der er støt
stigende. ICP mener, at der her i Danmark er et skift på vej i danskernes
indkøbsvaner – et skift, der ligner det, som Norge og Sverige har gennemgået,
hvor mere end en tredjedel af al butikshandel i dag sker i indkøbscentre.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *