Oprettet 18/08/2011 – 15:06
Undervisningsministeriets FoU-konference om forsøgs- og udviklingsarbejde inden for erhvervsuddannelserne afholdes næste gang i dagene 6. og 7. februar 2012.
For 10. år i træk inviterer Undervisningsministeriet til næste år til FoU-konference. Konferencen bliver afholdt den 6.-7. februar 2012.
Igen i år vil konferencen foregå i DGI-byen i København.
Hvad er FoU-konferencen?
FoU-konferencen er det forum, hvor repræsentanter fra erhvervsskoler, produktionsskoler, faglige udvalg, udviklingskonsulenter og organisationsfolk med mange flere mødes for at diskutere erfaringer fra forsøgs- og udviklingsarbejde inden for de erhvervsfaglige uddannelser.
Erfaringerne formidles af de folk, som har gennemført udviklingsprojekterne, for eksempel i oplæg i plenum eller workshopper.
Derudover er der tradition for at invitere oplægsholdere til i plenum at give oplæg om emner og temaer af tværgående karakter. Det kan være formidling af resultater fra større undersøgelser inden for uddannelsesområdet generelt eller specifikt om de erhvervsfaglige ungdomsuddannelser.