Humanistiske småfag får støtte

Oprettet 29/08/2011 – 14:06

Græsk og latin får nu, sammen med syv andre mindre sprog- og kulturfag på Københavns Universitet, en økonomisk håndsrækning af universitetets ledelse.
Pengene skal understøtte de uddannelser, som ikke er omfattet af videnskabsministerens småfagsordning. Der er tale om ni småfag, som for de flestes vedkommende, kun udbydes på Københavns Universitet.
– Som landets største universitet har vi en særlig forpligtelse til at sikre et solidt grundlag for forskning og uddannelse inden for alle aspekter af menneskelig erkendelse. Vi har både den fornødne styrke og bredde til at gøre det, forklarer rektor Ralf Hemmingsen.
Ledelsen har besluttet, at de ni humanistiske småfag (se faktaboks) modtager samme støtte som de fag, som er omfattet af ministerens ordning. Fagene kan dermed hver især se frem til en årlig check på 1,25 millioner kroner.
De små fag spiller en vigtig rolle
Rektor Ralf Hemmingsen mener, at det er vigtigt at bevare de små sprog- og kulturfag – også selvom de ikke har mange studerende:
– Der er tale om videnskabs- og kulturområder, som har en eksistensberettigelse i sig selv. Og derudover spiller mange af fagene en stor rolle som grundlag for – eller støtte til – de større fag. Det klassiske eksempel er jo græsk og latin, som både historikerne og teologerne er afhængige af, fortæller Ralf Hemmingsen.
De ni fag omfatter også forsknings- og uddannelsesområder, som fokuserer på særlige politiske brændpunkter eller vækstområder. Det gælder for eksempel tyrkisk og polsk.
Udover bevillingen til de ni fag har ledelsen besluttet, at Det Humanistiske Fakultet ikke længere skal aflevere 40 procent af videnskabsministerens småfagsmidler til universitetets fælles pulje – sådan som det er ellers er tilfældet for alle andre eksterne bevillinger. Det sparede beløb svarer til 4,5 millioner kroner. Fakultetet kan dermed se frem til en årlig ekstraindtægt på 15,75 millioner kroner i alt. En strategisk prioritering af denne størrelse vil sikre eksistensen og kvaliteten af uddannelserne fremadrettet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *