Ikke et ord om arbejdsmiljø

Oprettet 04/10/2011 – 16:06

Kun to gange i regeringsgrundlaget bliver ordet arbejdsmiljø nævnt, og det er i forbindelse med lærernes arbejdsmiljø. For alle andre står der intet om, hvordan arbejdsmiljøet bliver bedre. Og det på trods af, at både S og SF har lovet forbedringer i arbejdsmiljøet, hvis de kom i regering.
”S og SF gik til valg på at bevare efterlønnen. Det er ikke lykkedes. Derfor er det helt afgørende, at de nu kommer med tiltag, der kan forbedre arbejdsmiljøet markant. Ellers kan de mange social- og sundhedsmedarbejdere, rengøringsassistenter og pædagogmedhjælpere, der plejer at gå på efterløn, ikke holde til at arbejde til de bliver 70 år,” siger forbundssekretær Inger Bolwinkel, der er arbejdsmiljøansvarlig for FOA.
FOA undrer sig især over, at forbedringer af arbejdsmiljøet er fraværende, når regeringen samtidig siger, at samfundet befinder sig i en stor økonomisk krise. For et dårligt arbejdsmiljø koster hvert år Danmark cirka 64 milliarder kroner.
”Et dårligt arbejdsmiljø er jo ufatteligt dyrt – både menneskeligt og økonomisk. Derfor er forbedringer af arbejdsmiljøet et oplagt sted at investere. Det er investeringer, der vil komme mange gange igen,” siger Inger Bolwinkel.
Regeringen vil nedlægge den såkaldte Bolig-Jobordning og erstatte den med et Energi-renoveringstilskud. Men i regeringsgrundlaget står der intet om, hvordan dette skal finansieres.
”Boligjob-ordningen skulle finansieres ved at skære på stress-bekæmpelse og nedlægge stillinger i Arbejdstilsynet. Jeg håber, at den nye regering har forstået det åbenlyst urimelige i skære i forebyggelsen af et dårligt arbejdsmiljø for at sikre, at de rigeste kan trække håndværkerregninger fra i skat og derfor vil ændre finansieringen af den nye plan,” siger Inger Bolwinkel.
Den nye regering vil samarbejde med kommuner og regioner om en reform med fokus på blandt andet tillid, ledelse, faglighed og afbureaukratisering. Det er et tiltag, som FOA hilser velkommen og ser frem til.
”Men det er afgørende, at en sådan reform ikke kun har fokus på resultaterne men også på at forbedre arbejdsmiljøet. Det er nemlig den mest direkte vej til at medarbejdere med psykisk og fysisk hårdt arbejde kan holde til at arbejde til de skal pensioneres,” slutter Inger Bolwinkel.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *