Lyngby-Taarbæk Kommune og KMD indgår aftale om administrativ it

Oprettet 01/11/2011 – 12:09

Lyngby-Taarbæk Kommune har efter EU udbud netop indgået en seksårig aftale med KMD om it-understøttelse af økonomi-, løn- og personale- samt debitorområdet. Med aftalen fortsætter KMD den gode stime af KMD Opus aftaler, som er blevet indgået de seneste måneder.
Efter EU udbud har Lyngby-Taarbæk Kommune valgt at den fremtidige it-understøttelse af kommunens administrative processer inden for økonomi-, løn- og personale samt debitorområdet skal komme fra det integrerede koncernstyringsværktøj KMD Opus. KMD fortsætter dermed som leverandør til kommunen på området. Aftalen gælder de næste seks år med mulighed for forlængelse i 2 gange 1 år.
KMD Opus er et it-system, der forener løn og økonomi i én og samme løsning. Data registreres ét sted og genanvendes alle relevante steder og i relevante sammenhænge. Dermed understøtter den kommunernes krav til moderne koncernstyring – herunder rapportering og analyse.
KMD Opus er et skræddersyet ERP system til danske kommuner, der er baseret på den udbredte og internationalt anerkendte platform fra den tyske it-gigant SAP.
Samme værktøj på tværs af kommunen
I KMD Opus har de decentrale ledere gode muligheder for at indberette data og få adgang til altid opdaterede oplysninger i systemet, hvilket har afskaffet en del af de tidligere manuelle papirarbejdsgange mellem decentralt og centralt niveau i organisationen.
– Det er naturligvis en fordel for en kommune, at man både centralt på rådhuset og decentralt i de enkelte institutioner kan arbejde i det samme værktøj. Det giver både en højere kvalitet i arbejdet men frigiver også tid, som man før i tiden brugte på at opdatere flere steder og kommunikere på tværs af organisationen, siger KMD direktør Karen Nielsen.
Høje krav til koncernstyringsværktøjer
Hos KMD sætter man pris på det forlængede samarbejde med Lyngby-Taarbæk Kommune.
– Vi har gennem en længere årrække haft et godt samarbejde om it-understøttelse af Lyngby-Taarbæk Kommunes administrative processer, og det er naturligvis rigtigt glædeligt for os i KMD, at de har valgt at forlænge samarbejdet. Konkurrencen er hård på området, og aftalen er med til at sætte streg under, at KMD Opus har den fornødne kvalitet, der skal til for at leve op til kommunernes høje krav til koncernstyringsværktøjer, fortæller Karen Nielsen.
KMD har i inden for de seneste måneder vundet udbud og indgået aftaler med Vordingborg Kommune, Horsens Kommune, Roskilde Kommune, Varde Kommune, Aabenraa Kommune, Fredensborg Kommune og Rudersdal Kommune om KMD Opus. KMD har endvidere succes på SKI 02.19. Her har Herning, Morsø og Vesthimmerland kommuner blandt andet lavet aftaler med KMD.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *