Mange afslag om optag på uddannelse er katastrofe

Oprettet 30/07/2010 – 13:02

Det er ærgerligt for unge kvalificerede ansøgere og spild af gode ressourcer når næste 8000 unge får afslag på at blive optaget på en videregående uddannelse. De unge er til grin, når de følger regeringens opfordringer om at søge hurtigt videre til en videregående uddannelse og så alligevel må vente med at komme i gang, fordi der mangler pladser, udtaler Per Clausen, gruppeformand for Enhedslisten.
– Ansvaret for denne situation er regeringens, fordi den ikke har sørget for at give uddannelsesinstitutionerne mulighed for at oprette de nødvendige studiepladser. Videnskabsministerens forsøg på at tørre ansvaret af på uddannelsesinstitutionerne er i denne situation pinligt. Flere pladser kræver flere penge, hvis kvaliteten ikke skal ødelægges, fortsætter Per Clausen.
– Regeringens nedskæringer i år og de planlagte nedskæringer i de kommende år står i direkte modstrid med videnskabsministerens snak om, at der er behov for flere uddannelsespladser. Alt tyder på, at prisen for regeringens politik skal betales af de unge, der ikke kan komme i gang med en uddannelse, mens den fremtidige udvikling i samfundet bremses af, at vi ikke får den uddannede arbejdskraft, vi har brug for, slutter Per Clausen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *