Oprettet 10/04/2010 – 14:18
Dansk Folkepartis medlem af EU-Parlamentet, Morten Messerschmidt, er rystet over, at en ny tyrkisk lov vil straffe kvinder, der lader sig kunstigt befrugte i udlandet, med op til tre års fængsel. Sagen føjer sig til en alenlang række af argumenter mod et tyrkisk EU-medlemskab og vil blive taget op med EU-Kommissionen, lover Morten Messerschmidt.
”Kommissionen har desværre valgt at tage skyklapper på i forhold til menneskerettigheder og demokrati i Tyrkiet. Uanset hvad landets regering og domstole præsterer af uhyrligheder, vil man fortsætte optagelsesforhandlingerne som om, intet er sket. At Tyrkiet slet ikke kan betegnes som et demokrati og en retsstat i vestlig forstand, burde være klart for enhver”, siger Morten Messerschmidt.
Morten Messerschmidt peger på flere eksempler, som viser, at Tyrkiet på ingen måde har planer om at leve op til vestlig standard på retsområdet.
”Folk havner stadig i fængsel for at kritisere ”tyrkiskheden”, og i sidste måned fik en kun 15-årig kurdisk pige en dom på otte års fængsel for at deltage i en demonstration. På den baggrund er det slet ikke vanskeligt at forestille sig, at domstolene også vil forfølge og fængsle gravide kvinder, som er blevet kunstigt befrugtet udenfor Tyrkiets grænser”, siger Morten Messerschmidt.
”Desværre må vi konstatere, at vi som medlemmer af EU-Parlamentet end ikke har ret til at anmode Parlamentets medlemmer om at underskrive en erklæring, som opfordrer til et stop for optagelsesforhandlingerne med Tyrkiet, men det skal ikke forhindre os i, at aftvinge Kommissionen en stillingtagen til dette nye eksempel på umenneskelig tyrkisk lovgivning”, siger Morten Messerschmidt.