Oprettet 10/03/2009 – 15:05
Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt, udtrykker dyb forundring over meldingen om, at ventelisterne i det offentlige sundhedsvæsen er for lange, samtidig med at der er en del ubenyttet kapacitet på flere private sygehuse. Liselott Blixt vil derfor rette henvendelse til sundhedsminister Jakob Axel Nielsen (K) for at få ham til at redegøre for, hvordan den ledige kapacitet på privathospitalerne kan udnyttes bedre.
– I Dansk Folkeparti har vi en ikke-ideologisk holdning til sygehusvæsnet. Vi ønsker først og fremmest at få så mange patienter gjort raske så hurtigt som muligt, ligegyldigt om de er unge eller gamle. Det er derfor en chokerende melding, når sygehuslægerne først melder ud, at de sender ældre og studerende bag i køerne, hvorefter det kommer frem, at regionerne undlader at benytte den ledige kapacitet på de private hospitaler, siger Liselott Blixt.
– Det er en af velfærdsstatens vigtigste opgaver at sørge for, at vi kan blive behandlet, når vi bliver syge. Det forekommer derfor ganske uforståeligt, at sygehusregionerne tilsyneladende ikke vil gøre alt for at nedbringe ventelisterne, herunder at købe operationer hos privathospitalerne, der oven i købet under finanskrisen leverer de supplerende ydelser til meget fornuftige priser. Jeg vil derfor have sundhedsministeren til at kontakte regionerne for at få en afklaring på, hvor hurtigt de kan få nedbragt ventelisterne igen, siger Liselott Blixt.