Oprettet 20/08/2010 – 07:44
Mere end 212.000 danskere, eller knap 5 pct. af den voksne befolkning, er nu registret i RKI registret, og det er rekordmange. De registrerede skylder næsten 10,2 mia. kr. væk, og det er mere end nogensinde før. Det viser en ny opgørelse fra landets største register over dårlige betalere – Experians RKI register.
Landets største register over dårlige betalere, Experians RKI register, rummer flere registrerede og mere gæld end nogensinde. Siden januar er gælden i registret vokset fra godt 9 mia. til knap 10,2 mia. kr. – en stigning i den samlede gæld på mere end 12 pct.
”Experians analyse viser, at gæld er et stort og stigende problem for danske forbrugere. Et rekordstort antal forbrugere registreres, og gælden vokser for dem, der står i RKI registret. Vi kan se, at mange af de dårlige betalere er kendte i forvejen, og alle registrerede er altid velkomne til at søge vejledning hos vores forbrugerservice,” siger kommunikationsdirektør hos Experian, Birgit Hjelm Pichat.
212.811 danskere står nu opført i Experians RKI register, svarende til 4,92 pct. af den voksne befolkning. En stigning på 2,3 pct. i forhold til januar 2010, hvor 208.060 danskere stod opført i registret. Hver dårlig betaler tegner sig for 2,66 sager pr. person og en gennemsnitlig misligholdt gæld på 47.867 kr.
Det lysner for de 18-20-årige
Ser man på de registreredes alder, viser analysen, at der er sket en stigning i andelen af registrerede blandt alle aldersgrupper – undtagen blandt de helt unge.
”På langt de fleste parametre viser analysen forværringer i de registreredes økonomi, men skal vi finde et lyspunkt, er det, at færre af de 18-20-årige registreres. Det er absolut glædeligt, da vi ellers for et halvt år siden så en stigning i denne aldersgruppe – og fordi det er så vigtigt at komme godt fra start i voksenlivet og undgå gæld, der kan risikere at forfølge én i mange år,” siger Birgit Hjelm Pichat.
Ser man på den geografiske fordeling blandt skyldnerne, skiller Region Sjælland sig ud som den region med flest dårlige betalere; her er 5,82 pct. af de bosiddende opført i RKI. De ti kommuner med den største andel af RKI-registrerede er da alle også beliggende øst for Storebælt. Med 9,44 pct. af den voksne befolkning i RKI registret er Lolland Kommune den kommune i Danmark med den højeste andel registrerede i RKI.