Oprettet 02/08/2010 – 13:55
Folketingets Europaudvalg bekræfter Enhedslisten i, at SWIFT-aftalen er i strid med retsforbeholdet.
Danmark er ikke omfattet af den såkaldte SWIFT aftale, der fra i dag giver USA adgang til at registrere og opbevare informationer om økonomiske transaktioner, som firmaer i EU og borgere i EU-landene foretager sig. SWIFT-aftalen er nemlig omfattet af det danske EU-retsforbehold. Det udtaler enhedslistens EU-ordfører, efter at Folketingets Europaudvalg har svaret på Per Clausens spørgsmål herom.
– Det fremgår klart af flere svar til mig i Folketingets Europaudvalg, at SWIFT aftalen er et brud på retsforbeholdet, udtaler Per Clausen.
– Det vil derfor være en omgåelse af retsforbeholdet, hvis regeringen ikke sikrer danske borgere og virksomheder mod at blive omfattet af SWIFT-aftalen. Jeg har derfor bedt Økonomi- og Erhvervsministeren om at redegøre for, hvordan hun vil sikre, at retsforbeholdet overholdes og danske virksomheder og borgere ikke i praksis omfattes af denne aftale, slutter Per Clausen
Per Clausen har stillet nedenstående spørgsmål til økonomi- og erhvervsministeren:
“Ministeren bedes redegøre for, hvordan hun vil sikre, at retforbeholdet respekteres, sådan at SWIFT aftalen mellem EU og USA ikke kommer til at ramme danske borgere og virksomheder”.