Oprettet 20/09/2010 – 12:56
Rejsende på Københavns Hovedbanegård bliver i dagene 21. til 23. september præsenteret for et nyt dansk-tysk turisme-samarbejde.
Det sker, når turismeudviklingsselskabet Østdansk Turisme i dagene 21. til 23. september deltager i en større udstilling, som har til formål at sætte fokus på det mentale brobyggeri, der lige nu finder sted mellem en række danske og tyske aktører på tværs af Femernbælt.
Nye oplevelser i grænselandet
Samarbejdet har fået navnet Destination Femernbælt og koncentrerer sig om de tyske og danske egne, som grænser op til den kommende faste forbindelse over Femernbælt. Østdansk Turisme samarbejder med den tyske organisation Ostsee-Holstein-Tourismus, og målet er bl.a. at skabe samarbejde mellem danske og tyske turismevirksomheder og at skabe nye oplevelser til turisterne.
Begrebet “recharge” er et nøgleord i udviklingen af nye turismeoplevelser. Det nordlige Tyskland og Sjælland, Møn og Lolland-Falster er områder præget af masser af plads, masser af strand, skøn natur og ro væk fra storbyen – ideelle rammer for familier og par, som har lyst til at bruge ferien på at fokusere på sig selv og hinanden. “Recharge” handler om at bruge sig selv på nye måder, så man kan vende tilbage til hverdagen med ny energi, genopladet.
Opsigtsvækkende brobyggeri
På udstillingen, som kan findes under uret, vil Hovedbanegårdens gæster kunne se et spektakulært bygningsværk under opførelse. Danske og tyske håndværkerlærlinge bygger i løbet af udstillingens tre dage en bro, der er 8 meter lang, 1 meter bred og med 3,7 meter høje pyloner. Broen er et symbol på den kommende faste forbindelse, men i lige så høj grad et symbol på den mentale brobygning, der finder sted på tværs af Femernbælt.
Den mentale brobygning, som foregår i projektet Destination Femernbælt, kan få væsentlige økonomiske konsekvenser, vurderer projektkoordinator Jesper Pørksen, Østdansk Turisme.
– Turismeaktørerne får nye muligheder for samarbejde på tværs af grænsen og udvikling af deres aktiviteter, og en række analyser peger på, at med de rette midler så har området et væsentligt vækstpotentiale som turistdestination, siger Jesper Pørksen.
Ud over Østdansk Turisme er der på udstillingen præsentation af projekter fra bl.a. Femern Belt Development, uddannelsesinstitutionen CELF og Lolland Kommune.