Venstre: Stjernepræstation af Connie Hedegaard

Oprettet 15/01/2010 – 21:50

I disse dage er EU-Kommissionens nye kommissærer til eksamen i Europa-Parlamentet, hvor de prøves af Europa-Parlamentets medlemmer. I dag var det Connie Hedegaards tur. Og hun har klaret sig igennem med bravur, siger Venstres gruppeformand i Europa-Parlamentet, Jens Rohde.
– Connie Hedegaards præstation i dag i Europa-Parlamentet sprænger jo næsten rammerne for, hvor mange stjerner man kan give, når man sammenligner hende med høringen af de andre kommissærer. Connie Hedegaard bliver helt sikkert godkendt med applaus.
Jens Rohde har store forventninger til Connie Hedegaards fremtidige virke i EU-Kommissionen:
– Hvis Connie Hedegaard fortsætter den kapacitet og linje, som hun under høringen i dag har lagt for dagen, så spår jeg hende stor succes som kommissær. Men hun får også brug for hele sin kapacitet, for der er meget stærke personligheder i EU-Kommissionen, som måske ikke helt deler Connie Hedegaards filosofi. Derfor kan vi kun håbe på, at Barroso vil udstyre hende med de strategiske instrumenter, som er nødvendige for, at klimastrategien bliver et bærende element for hele EU-Kommissionen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *