Oprettet 12/04/2010 – 22:26
Kort før midnat, lørdag den 20 marts 2010, gik vulkanen Eyjafjalljökull på Islands sydkyst i udbrud. Den har nu i over en uge tryllebundet den islandske befolkning med en spetakulær forestilling af naturens uovervindelige kræfter. Turiststrømmen til udbrudsstedet overgår næsten lava strømmene, der løber derfra.
Den gletcherdækkede centralvulkan, der i daglig tale er kendt som “den stille” på grund af dens meget få udbrud i historisk tid (3 gennem de sidste 1000 år), var allerede begyndt at vise tegn på uro i sommeren 2009, i form af meget små jordskælv på stor dybde, samt cm størrelse deformation af vulkanens flanker.
I 1990erne gennemgik vulkanen ligeledes to urosperioder, hvor forhøjet mikro-jordskælvsaktivitet var forbundet med mere end 20 cm ophævning af flankerne, så aktiviteten kom ikke som nogen stor overraskelse.
Vulkanovervågningen blev forhøjet med installation af flere GPS instrumenter i området, men aktiviteten syntes at stagnere i en længere periode. Sidst i 2009 intensiveredes aktiviteten på ny og i ugerne op til udbruddet toppede den, dog med den største intensitet nogle uger før udbruddet, og ikke umiddelbart i dagene før.
Derfor kom det som lidt af en overraskelse, da en bonde i området lørdag aften kort før midnat rapporterede til det lokale politi, at han mente Eyjafjallajökull var gået i udbrud, da han så et rødt skær på himlen.
Lavaen havde trængt sig op til overfladen på vulkanens flanke i et område der ikke er gletcher dækket. Tilstedeværelsen af is har stor betydning for en vulkans udbrudsforløb, idet kontakten med is forårsager en super-afkøling af smelten, og dermed forårsager at udbruddet bliver eksplosivt.
Desuden er der naturligvis stor fare for katastrofale oversvømelser i lavlandet når geltcheren pludselig begynder at smelte, så udbrudsstedet var optimalt i forhold til den relativt lave risiko det medførte. Et udbrud fra selve krateret i Eyjafjallajökull ville have en langt højere risiko for at forårsage katastrofale følger.
Personalet ved Nordisk Vulkanologisk Center, et samarbejdsorgan under Nordisk Ministerråd,
deltager aktivt på alle plan i indsatsen for at overvåge, undersøge og evaluere udbruddets forløb.
Vulkanen observeres
Der udføres prøvetagning samt analysering af både udbrudsprodukter samt smeltevand, kortlægning af lavaens udbredelse, kortlægning og vurdering af potentielle områder som lava strømme med tiden vil dække, overvågning af deformation af vulkanens overflade samt måling af vulkanske gasser, hvilket alt sammen bidrager blandt andet til risiko vurderinger af lokal og regionalområderne udført dagligt i samarbejde med det islandske civilforsvar, samt eksperter fra andre islandske geovidenskabelige institutter.
Gennem hele den første uge af udbruddet har sprækken været karakteriseret ved fontæner der sprøjter lava op i ca 150-200 meters højde.
I skrivende stund (30 marts, 2010) er udbruddet relativt stabilt. Der er to aktive lavastrømme fra kilden, hvor fontæne aktiviteten er aftaget en smule i forhold til den første uge.
Begge lavastrømme bevæger sig mod nord, og danner i det stejle terræn på vulkanens nordlige flanke spektakulære lava fald, hvor den rødglødende smelte falder op til 200 meter ned i to smalle kløfter.
Den største bekymring med hensyn til udbruddet i Eyjafjallajökull er, om trykforandringerne i undergrunden vil påvirke nabovulkanen Katla, og dermed fremskynde et udbrud der.
Flytrafik i fare
Katla er i modsætning til Eyjafjallajökull en meget aktiv vulkan, med mere end 20 udbrud gennem de sidste 1000 år. Udbrud fra Katla er af en helt anden karakter end i Eyjafjallajökull, idet Katla har et stort, veletableret magmakammer på lav dybde (2-3 km).
Der er under Katlas udbrud et langt større volumen af smelte til rådighed, hvilket i forening med den meget store og tykke gletcher der dækker Katla (Myrdalsjökull) giver potentiale for ikke bare højeksplosive udbrud, men også stor fare for massive, destruktive oversvømmelser på Islands sydkyst.
Et andet eksempel på Katlas voldsomme udbrud finder man tilbage i 1918, hvor aske søjlen vurderes til at have nået op i mere end 14 km’s højde. Aske i denne højde ville i dag udgøre en stor risiko for den trans-atlantiske lufttrafik, der dagligt sender mere end 300 fly gennem islandsk luftrum.
Ikke mindst derfor er det vigtigt med konstant overvågning af vulkanerne på Island, en opgave Nordisk Vulkanologisk Center bidrager til dagligt.