Oprettet 27/10/2010 – 15:33
DSB har gennemgået en positiv udvikling med Sporskifte 2010 og har haft succes med at forbedre grundproduktet, hvilket afspejler sig i en høj kundetilfredshed og et forbedret image.
Den udvikling skal fortsætte og forstærkes de kommende år, og derfor styrker DSB sin organisation. Som ny økonomidirektør og medlem af DSB’s koncernledelse udnævnes Klaus Pedersen, tidligere koncerndirektør for TDC Business Nordic.
DSB’s hidtidige økonomidirektør, Bartal Kass, bliver ny administrerende direktør i et nydannet selskab, som fremadrettet skal varetage koncernens vedligeholdelsesopgaver. Samtidigt udnævnes Jakob Høyer, tidligere chefredaktør på MetroXpress, som ny kommunikationsdirektør.
Ny økonomidirektør
Ny økonomidirektør og medlem af koncernledelsen i DSB bliver fra 1. november Klaus Pedersen, som kommer med 18 års erfaring fra TDC. Han har varetaget en lang række nøglepositioner i TDC-koncernen og har været medlem af direktionen i TDC.
Han har blandt andet været økonomidirektør i TDC Switzerland fra 2001-04. Efterfølgende har Klaus Pedersen været direktør for TDC Services og senest direktør for TDC Erhverv Norden. Siden Klaus Pedersen fratrådte sin stilling hos TDC, har han koncentreret sig om en række bestyrelsesposter i it- og telebranchen.
“Klaus Pedersen er en meget kompetent økonomimand. Når jeg endelig skal give afkald på Bartal Kass, så kan jeg ikke få nogen bedre afløser end Klaus Pedersen. Med sin store og alsidige erfaring fra TDC kommer han med mange kvaliteter, som vi kan bruge i DSB,” siger Søren Eriksen.
Bedre grundprodukt
DSB samler koncernens vedligeholdelsesopgaver i et selvstændigt selskab med henblik på at sikre en effektiv og konkurrencedygtig produktion. Dermed skabes et endnu større fokus på udførelsen af denne opgave, som har afgørende betydning for togenes rettidighed og dermed en god oplevet kvalitet hos DSB’s kunder. Dertil kommer, at udskillelsen sikrer en endnu større gennemsigtighed i DSB’s forretning.
Selskabet etableres pr. 1. januar 2011. Selskabet skal vedligeholde materiel for både DSB og DSB S-tog.
”Med Sporskifte 2010 har DSB taget mange vigtige skridt i den rigtige retning. Først og fremmest leverer vi nu den bedste rettidighed i flere år, og det er det parameter, som betyder allermest for vores kunder. Kunderne kvitterer med en historisk høj tilfredshed, og vores omdømme er også blevet markant bedre de seneste år. Men vi hviler ikke på laurbærrene. Vi ønsker at fortsætte den gode udvikling til gavn for vores danske kunder, og det gør vi med udskillelsen af vedligeholdelsen og styrkelsen af ledelsesteamet,” siger administrerende direktør i DSB, Søren Eriksen.
CEO fra DSB’s koncernledelse
For at sikre en succesfuld etablering af det nye vedligeholdelsesselskab, har DSB valgt at udnævne den nuværende økonomidirektør i DSB, Bartal Kass, til administrerende direktør i det nye vedligeholdelsesselskab.
“Det er et markant signal, at vi vælger at indsætte Bartal Kass som ny administrerende direktør. Han har gennem de sidste tre år gjort det fremragende som økonomidirektør i DSB, og jeg ønsker med denne udnævnelse at vise, at vi satser meget på succes i det nye vedligeholdelsesselskab,” siger Søren Eriksen.
Bartal Kass glæder sig til opgaven:
“Den nye selskabsdannelse vil både gavne de danske kunder og bidrage til at gøre DSB’s økonomi endnu mere transparent. Det er desuden vigtigt, at DSB er konkurrencedygtig inden for vedligeholdelse af tog. Vores vedligeholdelsesorganisation har vundet flere internationale opgaver og løser opgaver for eksterne kunder såsom Flytoget og Gjøvikbanen, begge fra Norge. Men med udskillelsen håber vi på at kunne gøre det endnu bedre i fremtiden. Tanken er, at udskillelsen skal danne grobund for et endnu bedre produkt til de danske kunder og mere international vækst og udvikling på dette område,” siger Bartal Kass.
Ny kommunikationsdirektør
Også DSB’s kommunikationsafdeling bliver styrket. Efter igennem de seneste 12 år at have bidraget yderst positivt til DSB’s åbning mod omverdenen og forbedring af omdømmet, takker Anna Vinding af som kommunikationsdirektør. Anna Vinding fortsætter imidlertid i DSB som chefkonsulent på deltid med reference til den administrerende direktør.
Anna Vinding, som i april i år fyldte 60 år, afløses af 39-årige Jakob Høyer, der får titel af kommunikationsdirektør. Jakob Høyer kommer senest fra en stilling som chefredaktør på MetroXpress de seneste fire år og har blandt andet tidligere været særlig rådgiver for Brian Mikkelsen i hans tid som kulturminister.
“Jeg vil gerne sige Anna Vinding tak for den store betydning, hun har haft for DSB’s udvikling gennem de sidste 12 år. Jeg er glad for, at Anna fortsat bliver hos os og sikrer et glidende generationsskifte, og jeg glæder mig meget over, at det er lykkedes os at få en kapacitet som Jakob Høyer med ombord til de kommende udfordringer,” siger administrerende…