Nyt råd skal skabe bedre overgang fra uddannelse til job

Oprettet 18/08/2011 – 15:06

Videnskabsministerens Aftagerråd skal bidrage til et bedre match mellem de studerendes kompetencer og erhvervslivets behov.
Når de studerende kommer ud fra universiteterne, skal det være med kompetencer, samfundet efterspørger. Derfor nedsætter videnskabsministeren et nationalt aftagerråd, der skal rådgive om samspillet mellem universitetsuddannelserne og samfundets behov for kompetencer.
– Samspillet mellem universiteter og virksomheder er ekstremt vigtigt. Jeg vil have erhvervslivet mere på banen, så de i højere grad kan påvirke vores universitetsuddannelser. Aftagerrådet skal blandt andet se på, hvordan studerende gøres mere erhvervsparate, og hvordan dialogen mellem universiteter og arbejdsgivere kan optimeres. Vi skal ikke uddanne til arbejdsløshed, men til beskæftigelse, og derfor er rådet centralt, siger videnskabsminister Charlotte Sahl-Madsen.
Videnskabsministerens Aftagerråd har blandt andet til opgave at fremme en langsigtet idé- og politikudvikling i forhold til samfundets kompetencebehov. Dermed supplerer det nye nationale aftagerråd den dialog, universiteterne har med erhvervslivet.
Rådet har 16 faste medlemmer, der er udvalgt ud fra deres personlige egenskaber med videnskabsministeren som formand. Medlemmerne kommer fra forskellige typer virksomheder og organisationer, så både offentlige og private arbejdsgivere er repræsenteret. Tilsvarende er der lagt vægt på repræsentation af flere fagområder og international erfaring.
– Rådet skal også være med til at styrke universiteternes samarbejde med erhvervslivet. Det kan blandt andet være gennem drøftelse af, hvordan man skaber en tættere integration af erhvervsrettede elementer i uddannelserne. Der skal bestemt ikke slækkes på de høje faglige kompetencer, de studerende kommer ud med, men større erhvervsparathed og faglighed er ikke modsætninger, siger Charlotte Sahl-Madsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *