PROSA kritiserer arbejdsvilkår hos Fitness World

Oprettet 10/08/2010 – 13:51

PROSA opfordrer Fitness World til at indgå forhandlinger med HK.
PROSA tager afstand fra træningscenterkæden Fitness Worlds arbejdsvilkår og opfordrer sine medlemmer til at boycotte kæden, hvis Fitness World ikke indgår overenskomst med HK.
– Vi kan konstatere, at Fitness World ikke ønsker at indgå i forhandlinger med HK om en overenskomst for medarbejderne i Fitness World, og dette på trods af, at Fitness World angiveligt underbetaler medarbejderne, siger PROSAs formand Niels Bertelsen.
– PROSA tager skarp afstand fra både den manglende vilje til at forhandle med HK og de vilkår, der bydes medarbejderne, og vi opfordrer derfor Fitness World til at indgå i reelle forhandlinger med HK.
Ordentlige vilkår
– PROSA kan naturligvis ikke samarbejde med en virksomhed, som hverken vil give ordentlige vilkår til deres medarbejdere eller vil forhandle med en faglig organisation om at sikre ordentlige løn- og arbejdsvilkår, siger Niels Bertelsen.
Såfremt der ikke findes en tilfredsstillende løsning på konflikten, kan PROSA ikke anbefale sine medlemmer at benytte Fitness World, ligesom forbundet agter at opsige sin aftale om rabat for PROSAs medlemmer.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *