Oprettet 28/01/2010 – 16:08
ARBEJDSLØSHED Nye tal viser, at vi nu har 121.400 arbejdsløse i Danmark. Der er brug for at handle, så de mennesker ikke bare placeres på sidelinjen. Uddannelse og opkvalificering er vejen frem, mener LO’s næstformand Lizette Risgaard i en kommentar til de nye arbejdsløshedstal.
Arbejdsløsheden har bidt sig fast. Antallet af langtidsarbejdsløse stiger, og nye tal fra Danmarks Statistik viser, at vi nu har 121.400 arbejdsløse i Danmark. Det er en stigning på 1.500 på kun en måned.
– I månedsvis har regeringen set til, mens tusindvis af danske familier er blevet ramt af arbejdsløshed. Det er utilfredsstillende. Der er meget, politikerne kan gøre, siger LO’s næstformand Lizette Risgaard.
– Sammen med arbejdsgiverne har vi givet beskæftigelsesminister Inger Støjberg forslag til 23 konkrete initiativer, der kan bekæmpe langtidsarbejdsløshed. Politikerne kan gøre rigtig meget, men det lader ikke til, at viljen er til stede.
– Uddannelse er nøglen til at få folk tilbage i arbejde. LO har krævet, at regeringen fjerner 6-ugers reglen, der begrænser muligheden for, at de arbejdsløse kan uddanne sig og blive klædt på til et nyt job. Det er jo helt håbløst, siger Lizette Risgaard.