Region Sjælland støtter nydanske iværksættere

Oprettet 09/08/2010 – 16:34

Med 8 millioner kroner lægger Regionsrådet og Vækstforum Sjælland det økonomiske fundament for en regional indsats de næste tre år. Indsatsen er en del af en national satsning. Håbet er at fremme det udviklingspotentiale, som findes hos nydanske iværksættere og virksomheder.
– Mange nydanskere har et stort iværksætter-potentiale. Vi vil understøtte den positive udvikling og tune nydanskeres iværksætter-gener, så endnu flere initiativer kan overleve, udtaler regionsrådsformand og formand for Vækstforum Sjælland, Steen Bach Nielsen.
Formålet med projektet er at fremme etablering, overlevelse og vækst for initiativer fra nydanske iværksættere og mindre virksomheder med nydanske ejere.
– Ved at fokusere på udvikling af virksomhedsledere med udenlandsk baggrund får vi deres kompetencer i spil. Det er med til at give nydanskere en positiv oplevelse af det danske erhvervsliv. Det gavner både integrationen og samfundet som helhed, siger Steen Bach Nielsen.
Vækstforum Sjælland satser på et tæt samarbejde med alle regionens kommuner, som er inviteret med i projektet om etnisk erhvervsfremme.
– Projektets succes afhænger af en bred kommunal opbakning, understreger Steen Bach Nielsen.
Projektet vil løbe frem til udgangen af 2013.
Fakta om Etnisk Erhvervsfremme
Initiativet er et samarbejde med Integrationsministeriet, Erhvervs- og Byggestyrelsen, kommuner og regioner.
Initiativet sker både på centralt og lokalt niveau:
Centralt etableres et landsdækkende videncenter, som blandt andet skal koordinere, metodeudvikle, formidle og etablere netværk. Centret placeres i Århus hos Væksthus Midtjylland.
Lokalt etableres der enheder i kommunerne, som i tilknytning til den eksisterende erhvervsservice har til formål at vejlede nydanske iværksættere og virksomheder om mulighederne i det etablerede erhvervsservicesystem.
På nuværende tidspunkt har Slagelse Kommune i Region Sjælland tilsluttet sig denne indsats (samt kommunerne København, Odense, Vejle, Aalborg og Århus i det øvrige Danmark).

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *