Oprettet 10/08/2011 – 19:05
Det kan virke som en svær opgave for sagsbehandlere at få misbrugere, psykiske syge og andre såkaldte ”ikke-arbejdsparate ledige” i arbejde. For denne gruppe handler det på kortere sigt snarere om at komme tættere på arbejdsmarkedet – ikke direkte i job. Men hvordan måler man, om en indsats lykkes? En ny SFI-rapport ser på problemet.
Det er let at måle, om en arbejdsløs er kommet i arbejde eller ej. Men sagen er en anden, hvis den arbejdsløse har så store problemer – eksempelvis pga. sygdom – at det er urealistisk at vedkommende får et job inden for en kortere tidshorisont. Hvordan måler man så, om det offentliges indsats overhovedet gør en forskel?
Forskellige metoder
I 2009 brugte det offentlige 2,3 mia. kr. til aktivering af såkaldte ”ikke-arbejdsmarkedsparate ledige”. SFI-rapporten Tættere på arbejdsmarkedet? skitserer forskellige modeller for, hvordan man kan måle, om indsatsen over for denne svære gruppe bringer dem nærmere arbejdsmarkedet.
Metoderne spænder fra at lade sagsbehandlerne vurdere den ledige til en større statistisk vægtning af en lang række indikatorer. Allerede i dag inddeler sagsbehandlere de ledige i tre ”matchgrupper”, hvor matchgrupperne 2 og 3 udgør de ikke-arbejdsmarkedsparate ledige. Men der skal mere nuancerede redskaber til, hvis man vil vurdere effekten af indsatsen over for disse grupper.
Længere proces mod en solid metode
Ved at inddrage indikatorer om fx misbrug, helbred, danskkundskaber og sociale kompetencer kan man forsøge at få et mere præcis billede af, om der sker en udvikling i løbet af aktiveringsindsatsen. Forskeren bag undersøgelsen, Brian Krogh Graversen, vurderer dog, at det vil være en længere proces, før man har en solid metode:
”Det kommer selvfølgelig an på, hvor ambitiøs man er. Den forkromede vision er måske at få det store analyse-apparat, men på kort sigt begynder man nok med at måle på nogle få indikatorer,” siger seniorforskeren.
Undersøgelsen er finansieret af Beskæftigelsesministeriet.